Ferie i Bulgarien

---

Retur til Arnold's hjemmeside.

---

[ Feriestedet | Billeje | Nordøst Bulgarien | Balkanbjergene | Andre byer | Døds annoncer ]
[ Praktiske oplysninger | Kort over første tur | Kort over anden tur ]

---

En rejse rundt i nordøst & midt Bulgarien.

Ferien skulle planlægges, som sædvanligt sidst i februar, vi havde egentlig tænkt på Rumænien med første og sidste overnatning inkluderet i rejsen som et "fly and drive" arrangement.
Det viste sig mere eller mindre umuligt at få på plads inden for den tid, vi troede vi skulle bruge på at arrangere vores ferie, så det blev Bulgarien.

Efter en undersøgelse af de relativt få færdige arrangementer valgte vi en charterrejse hos Balkan Holidays med et billigt tostjernet hotel, vi skulle jo rundt i landet med udlejningsbil, ikke bo på hotel.
Flyrejsen foregår med Hemus Air , et Bulgarsk selskab, der ifølge sin hjemmeside tilbyder sikker flytransport ved hjælp af blandt andet sine Tupolev 134'ere og smukke stewardesser, hvad det sidste har med sikkerheden at gøre, vides ikke.

Oplevelserne starter faktisk allerede i Kastrup Lufthavn, der står den, gammel, falmet med lang rund krop, korte brede vinger, to motorer og halen placeret i DC-9 stil.

Blikket løber hen over og navnlig under den, de har dog haft råd til ordentlige dæk, der er heller ikke nogen synlige hydraulik lækager, så lidt vedligehold må dog forekomme.
Det er tydeligt, at Tupolev's ingeniører ved, at en cylinder er den simpleste måde at frembringe en let og stærk trykkabine på, de ved også, at skal der være huller i røret, disse evindelige vinduer, er styrken størst, hvis hullerne er små og runde.
Selv døren er lille, syrebasserne må løftes, trinet er højt, og dukke nakken, karmen er lav, døren åbner indad og er godt i vejen ved indstigningen, men lukker på den anden side "sig selv" oppe i højden ved hjælp af kabinetrykket uden brug af de velkendte heftige beslag i vestlige fly.

Stewardesserne står inden for og byder velkommen i deres røde uniformer, de krummer ryg for at falde sammen med skrogets runding modsat døren og derved være mindst muligt i vejen, alligevel, de er høje og flotte, ikke et gram for meget nogetsteds. Nå ja, håndbagage, tro ikke at hattehylderne er mere end halvt så høje som hos SAS, de er heller ikke dybe, ergo ned imellem fødderne med det ! For øvrigt, sæderne sidder tæt, charter standard -10%, serverings klappen finder hvile på brystet, men lad alligevel endelig være med at justeret på ryglænet, her bruger man ikke vedligehold af interiøret, rengøring er en by i Rusland, håndværks mæssig finish en anden Russisk by og fald for resten ikke i gulvtæppet, det ligger i lag hist og pist. Sæde bredden, ja da, er man større end mine 87 Kg, bør sidemanden absolut være kæresten eller ægtefællen, ellers starter problemerne.

Præcis på slaget startes der (hallo Premiair !), larmen er øredøvende, udflyvningen er lang, flad og meget behagelig for presset på ørene, det opstår simpelthen ikke.
Et tip, lad være med at bestille ryger plads ved indcheckningen, rygere placeres bagest, skal det være, så husk ørepropper !
Der serveres først drikkevarer ombord, serveringsvognen har hjul, men på grund af tæppet bæres den frem og tilbage, madpakkerne tager stewardesserne simpelthen under armen.
Hvad maden bestod af, ja det lader sig ikke beskrive uden brug af Struers, men ned gled det dog, vådservietten havde fået en ordentlig gang rosenvand, men rosernes dal ligger jo også i Bulgarien.
Vi bemærkede, at de erfarne havde egne forsyninger med !
Turen er berammet til 3 timer, men en halv time før tid lander vi (!), det præcisions mæssige gentager sig i øvrigt på hjemturen, sådan !!

Vel ankommet til Burgas Airport stiges der om til bus i nattens 30°'s varme, chaufføren har noget besvær med dørene over baggagen, interiøret som i flyet, bagtøjet hyler, motoren brøler, alt andet skælver og klaprer, op ad bakke åbner de fleste af skyde vinduerne og vise versa, guidens ord fortaber sig i uvished, hun forbarmer sig og går rundt i bussen, ivrigt gentagende det mest nødvendige.

På hotellet finder man at værelserne er lange og smalle, så så man kan proppe flere værelser ind på samme areal med egen balkon.

En aften regnede det lidt, imellem 20 til 30 cm. frit vand i gaderne, selvom vores værelse lå på første sal, kom der immervæk vand igennem loftet ned langs gangvæggen !

Værelserne er så smalle, at sengene står i forlængelse af hinanden, ikke noget unødvendigt dobbeltsengs romantik her, tak! Badeværelset er lille, døren slår imod toilettet, der er fire forskellige greb på vandhanerne, det varme vand kommer af de blå haner, lærte vi efter et koldt bad, en tordnende vandhammer opstår ved mindste uagtsomhed, toilettes afløb er læk med en buet stribe efter hver udskylning ud over gulvet til bruserens drænrist, terrazzo gulvet er slidt med stenene stikkende et stykke over cementen, alt i alt bør man vist bruge badesandaler. Personalet er flinkt og venligt, men der burde nok alligevel trækkes tre stjerner fra de to i kataloget !

Næste morgen konstateres, at hotellets såkaldte sikkerheds bokse på et tidspunkt har været mål for uønskede aktiviteter, dem undgår vi at bruge, ligesom vi heller ikke på noget tidspunkt afleverede nøglen ved udgang, for så kan enhver jo se den hænge på krogen, hvorefter vores værelse åbenlyst "er til disposition" for andre lige så uønskede aktiviteter.

Morgenmaden, den består af tagselv bord med grønsager, fisk i tomat, fåreost, gedeost, stegte pølser, røræg, dertil brød, kaffe og tyndt juice, ordentlig juice kostede ekstra 1,5 Leva / glas.
Pas på, at kød og æg har været gennem varmet, det gjorde ikke alle, de fik et nært forhold til omtalte toilet !@!

Selve feriebyen, for det har aldrig været en rigtig by, men derimod et kunstigt indhegnet og bevogtet ferie område for kommunistlandenes spidser, ja kan man acceptere at blive anråbt af alt sælgende platugler for hver femte meter, så er den vel fin nok.
Man gør meget for at være internationale her, men alligevel er mange skilte og menukort på Engelsk eller Tysk så fulde af stavefejl, at mindre sprog kyndige må misforstå dem.
Der sagdes, at have været så mange slanger her, at ingen ordentlig bulgarer ville bo på stedet.
Til slange bekæmpelsen importerede kommunisterne en mængde pindsvin i halvtredserne, nu har pindsvinene formeret sig voldeligt, ubestemmelige gryde retter siges mest sandsynligt at bestå af pindsvin !
På stranden går der mange rundt og sælger kager, brød, pandekager og is, ti minutter efter en er jaget væk, står den samme ved siden af igen, utåleligt.
Stranden er fin som strand betragtet, børnevenlig, med livredderre samt en masse betalings aktiviteter, så handler det om strand, og kun det, så tag roligt en uge her.
Er man kommet for kun at hænge i barerne, så er det nok det billigste sted i syd Europa.
Spise ude i ferie området, to personer kan tage en treretters med velkomstdrink, en flaske vin, kaffe og deres lokale konjak, Pliska, for ca. 40 Leva med 10% drikke penge.
Uden for ferieområdet, og andre hotel restauranter, kan det samme gøres for 25-30 Leva.

For øvrigt, disse to syn ser man efterhånden kun, hvor der er turister, især gadefejeren.

At leje bil i Bulgarien.

Nå, men vi skulle leje bil, det er en oplevelse i sig selv !!
Det var anbefalet at lade være, det kunne kun blive en dyr og skuffende oplevelse, guiderne mente, at landet var umuligt at køre i, da alle skilte var med Kyrilliske bogstaver, kort fandtes ikke, vejene var elendige, trafikken intens og fremmed sprog forstod ingen.
Vi havde et tysk kort med hjemmefra. og fandt selv et endnu bedre i kioskerne i feriebyen den første dag, så langt så godt.
Vi havde tænkt os en ældre lille bil så lig med de lokales som muligt, idet vi ikke havde lyst til at brillere med en ny bil fra de store udlejnings selvskaber, det ville kun fremprovokere indbrud med videre.
Altså, kunne billeje ikke undgås, burde man henvende sig på Balkan Holidays kontor, så ville de formidle en kontakt til et selvskab, der kun snød efter reglerne !
Her mødte vi foretagendets lokale bulgarske guide Sascha, undskyld mulige stavefejl, en høj slank midaldrende slavisk udseende dame, der ringede lidt rundt, vi henvistes til at dukke op i morgen, mandag, da hendes forbindelse ikke arbejdede om søndagen.
Næste dag henvistes vi til Mrs. Pepa, der drev en udlejnings forretning under en trappe i hallen på et stort centralt hotel.
Ankommet til Hotel Kuban spørges efter Mrs. Pepa, det udløser en hektisk aktivitet af folk, der løber rundt og råber efter hende, indtil hun kommer til syne, også klart bulgarer men med højde / diameter forholdet betydeligt nærmere 1:1, hun kaster sig i træ kontorstolen, den kører absolut ingen steder på sine defekte hjul, men svajer og knager faretruende.
Frem med pas og kørekort, gennemslag eller kopimaskiner bruges ikke, der skrives ret og slet to kontrakter med alle underskrifter og stempler, så har begge parter en.
Nå ja, pas og kørekort skulle jo kopieres, så vi fulgte bagefter hende hen til konkurrenten Europcar med kontor i hotellets facade, man slipper ikke sit pas af syne, konkurrenten lånte villigt sin kopimaskine ud !
En Fiat Tipo skulle koste 2800 om ugen, sådan blev det i første omgang.

Men nu skulle pladsmanden følge os ud til fartøjet, der stod den, rimeligt pæn, men meget brugt efter sæderne at dømme.
Et godt greb i forhjulene afslørede den kendte Fiat-syge, ødelagte hjullejer, pladsmanden så manøvren og spurgte "hvor langt vil i egentlig ud med den" ?
Ved svaret Donau og Balkan Bjergene så han betænkelig ud, bremserne var ikke så gode, der var også lidt med køleren samt et par andre ting.
Så anbefalede han hellere en lidt ældre Panda 750, den var der kun faldet unødvendig pynt af !
Ja da, hjulene og bremserne var OK, pånær håndbremsen, de manglende dele var blandt andet højre forreste kofanger halvdel, højre baglygte glas, diverse skilte og håndtag, højre dørlomme, askebægeret og muligheden for at åbne motorhjælmen.
Som kompensation var højre dør bulet og skulle løftes ind i sit hul, der var et par andre buler, en kraftig raslen fra en slidt motor, en hylen fra gearkassen, hul i udstødningen ved motoren, viskeren havde mistet den ene af sine hastigheder og bladet var forrevet, alt i den velkendte Fiat 127 stil.
Det var udvalget, Pandaen kørte os trofast rund i landet, vi sparede 700 Kr. på lejen, Sascha og den pladsmand var faktisk vore venner.

Mandag eftermiddag kørtes en "øvelses tur" på ca. 80 Km, til lidt nord for Byala, her tog vi den ind over de små veje tilbage.
Allerede nu lærte vi, at Bulgarske bilister kun frygter en ting, at dø i en seng (!!), køre i Italien eller på Kreta, pyt, det kan begynderne øve sig i helt risikofrit.

Enhver Bulgarsk bilist kan overhale hvem som helst hvor som helst, tosporede veje bliver "tresporede", de tresporede bliver til rene "motorveje", man blinker simpelthen ud, herefter må modkørende, hestevogne, gæs, svin, geder, køer, gamle krumbøjede hyrder og enkelte ulykkelige cyklister redde sig, som de kan !

Hårnålesving, ingen hindring, de tages helst med hylende dæk, det på trods af vejenes kvalitet, der findes huller så store som vognhjul overalt, særligt rundt om hjørnerne, på mindre veje mangler generelt et stykke vej bag ethvert uoverskueligt sted, heller ingen hindring for farten.
Faktisk er det ikke til at se, hvad "vejfolket" klager over i Danmark !!

Efter kort tids kørsel, 20 minutter, måtte der en frokost til, ind på en restaurant, tror man da, ifølge skiltet med de Kyrilliske bogstaver er det en kafe', staves "Ka f e", ud igen, ind et sted, hvor der helt klart brugtes tallerkner.
Allerede her så tæt ved feriebyen er sprog vanskelighederne af en dimension, der tvinger os til at tage servitricen med rundt i restauranten, der bestilles ved at pege på de andre gæsters mad og drikkevarer.
En anden ting er "hovedsproget", det er omvendt, når en bulgarer nikker menes der "nej", ryster han på hovedet menes "ja", det gjorde bestillingen af maden yderligere interessant ved flere lejligheder.

På turen så vi de første forladte kollektiver, bygningerne var ved at synke sammen, maskinerne stod, hvor de gik i stå, og markerne var rent ukrudt. Vi kørte igennem landsbyerne Dyulino og Popovich, fattigdommen er kolossal, her bruges gamle stive hestevogne med skrå sider, som kun kendes fra Frilandsmuseet, alt med mere end otte kanter er et fint vognhjul. Vognene trækkes af et æsel, er man rigere så et muldyr, endnu bedre en udsultet hest, er man helt rig, har man fundet fire gummihjul, ikke altid med samme diameter, ofte ej heller med slangen inden for dækkene overalt.

Rundt i nord øst Bulgarien.

Vi skal selvfølgelig se Varna, af sted det går, vi er ved at indse, at alt hvad der kan slæbe sig selv afsted, er en godkendt bil, lastbil eller bus !
Udtjente, overlæssede, vinde og skæve lastbiler slæber sig op ad bakkerne under kolossal brølen og røgudvikling, nedad går det bedre, men også langsomt, fartøjet holdes som normalt med motoren, hvis røgfarve nu er skiftet fra sort dieselos til mørkeblå smøreolie.
Men , her i landet standses lastbiler også ofte kun med motoren, bremserne er ikke altid, hvad fabriks ingeniørerne forestillede sig.

Bilerne her deles i to klasser, de aldrende gennembankede østlige modeller, og de dyrere importerede vestlige. Det ser ud til, at man blot indregistrerer en bil, man har "skaffet" sig, oprindelige nationalitets mærker gider man ikke fjerne, eller også kunne man ridse lakken derved ?

Vel ankommen til Varna, ser man forfaldet overalt, luftforureningen er, så det river i næse og øjne, her gider vi ikke være, så videre mod Balchik, derfra ind over den nordøst Bulgarske højslette imod Dobrich.

Åh ja, i syd Europa er det mange steder skik at sætte billeder op, eller vejaltre med billeder, med de omkomnes kontrafej, samt vedlægge fornødenheder til den sidste rejse, eller blot blomster.
På vejen ud af Varna sad en cirka fyrreårig mand i fuld dødsforagt aldeles midt på vejen, han arrangerede blomster foran et 30X40, eller større, billede af en måske femtenårig pige.
Han end ikke ænsede hverken biler, lastbiler eller busser, der under passagen kørte millimeter tæt både højre og venstre om ham !

Ved tankstationen i Balchik ser vi store vest Europæiske biler fra Rumænien tanke op, det må altså være til at finde benzin i Rumænien, hvad skal de ellers med bilerne ?
Atter engang lærer vi, at i selv de fattigste lande, findes der nogle, der er vildt rige i forhold til resten af befolkningen.

Vi tager en tur op ad gågaden i Dobrich, en gammel kommunist boulevard, der nu er lavet om til gågade, flankeres af store beton huse i godt forfald.
Der er små forretninger over alt, mest med dametøj, eller rettere pigetøj, apoteker og to vel udstyrede baby forretninger, desuden to herretøjs forretninger.
Udover jeans fra vesten findes alle de kendte mærker i sportstøj, det kan da ikke være pirat kopier til en pris på hele 50 Kr. (!), ellers er det mest kunststof klude pigerne køber her, trods antallet af butikker er det reelle udvalg ret begrænset.
Der findes en foto forretning, udover Kodak og Fuji film har de kun småkameraer, i Danmark ville de koste maksimalt 1500 Kr.
Elektriker forretninger sælger alt med strøm, vaskemaskiner blandes op med TV, lamper med videre, parabol anlæg og mono TV sås, men ikke videoer eller video kameraer, ingen lokale brugte video kameraer.
Vel bænket på fortovs restauranten, " R ectopaht" på lokal stavemåden, ser vi på gadens liv.
Der er Coka Cola parasoller overalt, det kan simpelthen ikke blive Amerikansk nok, til alle retter serveres chips (!), i Bulgarien brugte man ellers kartofler før i tiden, siges det.

I rejsebøgerne står Bulgarien beskrevet som et ortodoks katolsk land, og særligt kvinder bør klæde sig derefter, ligesom man aldrig ser en bulgarsk mand i shorts. Begge dele var løgn, op og ned af gaden spankulere super højhælede slanke piger i fuld krigsmaling fra morgen stunden med super korte skørter eller shorts, stramme bluser ofte med gode udskæringer, what you se, is what you get boys ! Mændene gør ikke så meget væsen af sig, som man kunne ane på det lave antal herretøjs butikker, der ud over jeans kun har mærkelige slaskede jakkesæt, ikke noget, der lokker.

Desuden myldre det med purunge mødre med de mest checkede børn og barnevogne vi nogen sinde har set, blandt de rige bulgarer er børn virkelig noget !
Man skal virkelig være rig for at udstyre sit barn på den måde, i begge børnebutikker kostede barnevogne næsten det samme som hjemme i Danmark, det checkede børnetøj var også dyrt.
Nå, vi får en nydelig frokost bestående af national salaten Shopska og grillet kylling med chips (!) samt to store fadøl, 7 Leva inklusive 10% drikkepenge.

På vej ud af byen passeres en møbel forretning med super flotte hånd fremstillede træmøbler, man burde få noget sendt hjem, men det bliver ved snakken.
Vi passerer et industri område i udkanten af byen, først tror man ikke, det bruges mere, men det gør det !
Bygninger, rør, beholdere, hegn og køretøjer hænger i laser, røgrensning er en by i Rusland !

Der køres videre mod Silistra, nu er vi kommet ud på højsletten, her drives kollektiverne stadigvæk, vi passerer marker så store, at man tror det er løgn, 10 gange 8 kilometer, med solsikker til olieudvinding på den ene side af vejen, og lige så store majsmarker på den anden side, når kollektivernes maskiner har høstet majsen, går de fattige rundt og samler spildet op i poser.
Der findes også melon og græskar marker, græskarrene knuses under høsten på stedet, så kun kærnerne kommer med hjem, de saltes, brændes og sælges blandt andet som slik.

Langs med vejen møder vi en af de velhavende landsby boere med sin hest, han har endda en pynte kvast på hesten. Ribbenene anes dog alligevel.

Pause ved en kilde, ved kilderne skifter bulgarerne drikkevandet ud i deres plastic flasker, så det gør vi også, kildevandet løber fra naturligt undergrunden, eller klipperne, og er helt rent.
Desuden vasker man sig af for sved, det frisker meget i varmen.
En bus passerer, den standser nogle hundrede meter længere fremme, to gamle koner og en ung pige i førnævnte bymundering står af, de forsvinder imellem markerne ind i intetheden.
Vi må se, hvor de skal hen, og drejer ind af sidevejen, hvor de går, 5-7 kilometer længere ude ligger der en lille fattig landsby, Miladinovtsi.
Vi holder på den anden side af byen, hvor ca. 30 beboere i deres kraftige mørke dragter er i gang med majshøsten, de plukker kolberne i sække og lægges på en stiv vogn, der skrumler de 4-5 kilometer til byen for at tømme sækkene, høstarbejderne venter under skyggen (48° C) så længe sammen med nogle flasker med en klar væske, man har tilsyneladende ikke flere sække !

Vi kører tilbage igennem byen, nu har konerne bredt noget brunt "ærtehalm" ud på det jævneste stykke vej, de tærsker løs på halmen på gammeldags maner, og hvide bønner slås ud af de knuste bælge. Halmen samles sammen, bønnerne fejes op igennem et sold et par gange, så halm og bælg splinter sorteres fra, herefter sorteres de med håndkraft af en fire fem gamle koner.

Bønnerne må være meget værdifulde for beboerne, med arbejdet og den udviste omhu in mente.

Længere oppe imod Silistra passeres et kollektiv, der har fire AN 2 fly stående til sprøjtebrug, de har dækket ruderne og motoren af, men ellers bærer flyene ikke præg af vedligehold.

I bygningerne på kollektiverne, selv de mest forfaldne hvor man mindst venter det, går folk rundt, og reparerer på høstmaskiner, maskinerne er mindst lige så forfaldne som husene!

Efterhånden som vi nærmer os Silistra, blandes markerne op med tobaks marker, der står i fuld blomst.

Vel ankommen til Silistra farer vi vild i gaderne med Kyrillisk bogstaverede navneskilte, og havner i et ubeskriveligt slumkvarter, store børn render lasede og barfodede rundt i gaderne, der flyder med diverse husdyrs efterladenskaber, de voksne er nærmest apatiske, "husene" er bygget af hvad som helst, vi styrer den absolut eneste bil i bydelen, beboerne er bulgarer, vi antastes ikke på nogen måde.
Man synes simpelthen ikke, det skulle være muligt at se noget lignende i Europa i et land, der ikke har været i krig for nylig.
Billeder blev der ikke taget, man føler ikke, at man kan være bekendt at fotografere her !

Få hundrede meter derfra finder vi et hotel med kobber beklædte tage, gesimser og solbænke, her lejer vi et værelse for $ 62, det viser sig at være en hvid marmor suite, der indeholder alt, simpelthen.
Da vi spurgte på prisen aftenen i forvejen kostede et dobbeltværelse godt nok $ 31, men det var åbenbart per person dagen efter !
Hotellet er officielt tostjernet, feriehotellet ved stranden apropos.
I foyer'en findes en bred glasdør, den fører ikke ind til en restaurant, men til en bil tilbehørs butik, med alt i kostbart ekstra udstyr, i hotellets gård repareres vestlige bil modeller, hotel værten er vist en meget foretagsom mand.
To etager nede i kælderen ligger byens bedste restaurant, vi er kommet lidt sent, men betjenes fyrsteligt, og spiser begge lige sådan, 35 Leva !

Næste dag køres mod havnen for at se Donau, den eneste havn i byen viser at være en færgehavn til Rumænien, den er afspærret af en svært armeret pas og toldkontrol.
I stedet for kommer vi om bag ved et beton blok boligkvarter ned imod floden, der er møg beskidt, lavvandet og doven på denne årstid.

Bag bolig blokkene stod en kasseret Tupolev 134 som legetøj til børnene, blokkene selv er utroligt forfaldne, armeringen stikker ud overalt, altanerne hænger i guirlander i armeringen, men folk bruger dem alligevel.

Det Donau visit var der ikke meget ved, Toutrakan en havneby længere mod vest prøves. Her lastes korn i en flodpram med en meget slidt gammeldags havnekran, kornet leveres af de sædvanlige skæve lastbiler, "Last / Total" skiltene studeres vist ikke meget her. Der ligger et par slæbebåde, misligholdte som alt andet, ellers ikke noget "havneliv", byen er lige så forfalden som normalt.

På vej ud af byen observeres en af de bulgarske bankkonti, en stak teglsten, teglsten beholder nemlig deres værdi, uanset den hyperinflation der har raset i landet, "bankrøveri" er hårdt arbejde på de her kanter.

Langs med vejene finder man disse koste mange steder, vi anede ikke hvad de betyder. Vi har fra Kurt Mikkelsen lært, at om vinteren fejer man sne fra vejene med dem, og om sommeren grus og småsten, høflig selvbetjening altså ! I kommunist tiden var det rigtige Bulgarske koste, men idag bliver sådanne gode sager stjålet af sigøjnerne ! Vi har dog i 2012 fået at vide af en taxa chaufør, at det var kommunist tidens branddaskere til brug som første indsats i tilfælde af mark eller skovbrand. Nu står de nærmest som et humoristisk indslag over fortiden.

Via Koubrat kommer vi til Razgrad, hvor der er ugentligt marked.
På markedet handles selv dyrkede grønsager og frugter af enhver art, i en høj kvalitet der end ikke findes i Danmark.
Desuden findes slagteri udsalg, kølediske kendes ikke, fluer kendes, her er Levnedsmiddel Kontrollen helt bestemt ikke indført, mon ikke alt skal gennem steges / koges !!
Desuden diverse småbutikker med pigetøj (!), sæber og parfumer.
Frokosten snuppes på en restaurant i "National Style" som omtalt i Lonely Planet guiden, sådanne restauranter bærer et skilt med "Mexaha" på den lokale stavemåde.
Gæt hvad slags parasoller de havde, og hvad der ledsagede Shopska salaten !
Endnu en forfalden by forlades på vejen imod Shoumen.

Langs vejen til Shoumen findes storke og en gammel Russisk traktor, af de typiske på kollektiverne.

Lige syd for Shoumen findes et meget kommunistisk inspireret monumentalt mindesmærke bygget i 1981 som minde for Bulgariens første riges 1300 års fødselsdag, med udhuggede sten krigere og glasmosaikker i mega størrelsen, nogle turister har dog nappet souvenirs fra mosaikken. For at sige det lige ud, billederne giver slet ikke noget indtryk af størrelsen på skulpturer og mosaikker !

Vi skal finde et hotel, der er skilte til et, vi kører en del rundt, men må lære at forstå, at selv om hotellet rives ned, fjernes skiltene ikke !

For enden af gågaden i bymidten findes istedet Hotel Madara, fra kommunist tiden, trestjernet, $ 80 for et dobbeltværelse.
Hotellet er totalt nedslidt, sengene er fjederløse midt på, toilettet utæt med en del af afløbet hen ad gulvet, badeværelses lyset har en af tre pærer tilbage, spejlets belægning er gået derhen, hvorfra ingen spejl belægning vender tilbage, det varme vand manglede om aftenen, men dog ikke næste morgen.
Det var for øvrigt det eneste ledige den nat i byen.

En aften tur ned ad gågaden ender ved en Mexaha, der serverer Shopska salat med en art oksekød med fyld, tilbehør chips (!), plus en flaske vin og cappuccino 25 Leva for to.

Morgen maden serveres i lobbyen på glas sofabordene, med den herskende rengørings standard burde de nok ikke bruge glasborde !
Hotellet pralede med Diners Club, det fik de lov til, det er en oplevelse at se det stigende hierarki af chefer blive kaldt ned for at udfylde papiret, det bliver spændende at se regningen på et tidspunkt.

Næste formiddag tages en ny tur ned af Shoumens gågade, der er mange forretninger, men kun lidt kan inspirere en vesterlænding, enkelt dameklude købes og en bomuldsskjorte, alt meget billigt.
Her, som alle andre steder, tigger sigøjner børn, ikke mad, men penge, og de gør det gerne med en kæmpe iskage i den anden hånd.
I det hele taget hader ordentlige bulgarere sigøjnere, de jages væk, slås til, smides ud af busser med videre.
Facaderne på husene er pæn i øjenhøjde, over butikkerne er forfaldet tydeligt, med løse beton klumper hængende i armeringen og så videre.
Kun få offentlige bygninger er velholdte, blandt dem rådhuset, posthuset, politi stationen og kasernen, alle i bymidten, trods det var byen rigere at se til end normalt.
Et kommunist hovedkvarter var påbegyndt, men skulle nu på tiende år færdig gøres som butikscenter, bygningerne stod i råstøbt beton, tre mand og en lastbil arbejde på sagen.

Tombul Dzamija Moskeen skal besøges, den er højt besunget i rejsevejledningerne som meget flot, det har den også været, men det er tydeligt, at det tilbageværende tyrkiske mindretal fattes penge til vedligehold, der vil ikke gå mange år, før den er livsfarlig at færdes i. End ikke knuste ruder skiftes.

Nu går turen ud af byen med kurs imod Madara Rytteren, troede man da.
Ved vejarbejde er omkørsels skilte ikke det, der bruges mest, vi røg på afkurs parallelt med jernbanen, men på den forkerte side.
Vejen blev ringere og ringere, den førte forbi noget faldefærdigt stenindustri med transport bånd monteret oppe på vaklende søjler, båndet taber ofte sten, derfor går en gut nedenunder, uden hjelm, og samler op i en trætrillebør med jernhjul.
Vejen fortsatte ud igennem en losseplads, hvor sigøjnere gik og klunsede, meget praktisk lå deres huse ikke ved pladsen, men på møgdyngerne, med alle salgs husdyr susende rundt foran husene i indhegninger af varierende kvalitet.
Huse var så meget, en samling af plader, bilsider, pap, sten og brædder.
Vejen ender blindt, det må sigøjnerne vide, kablet holdes derfor stramt tilbage gennem "byen".

Efter at have fundet den sande vej, findes Madara Rytteren også, et relief hugget ind i selve klippen 30-40 meter oppe, desværre er der i restaurerings øjemed sat et stillads, så se relieffet ordentligt, eller fotografere, er umuligt.
Der høre sækkepipe spil længere henne, hvor der ligger nogle huler, man bruger som udendørs scene om sommeren.

Her står en gut med skiftevis fløjte og sække pibe. Han sælger også sine hjemmelavede fløjter, den største og flotteste koster 30 Leva, men så følger der også et minikursus i fløjte spil med, hvorunder der lægges særligt vægt på den rette placering af gebisset, når tonen skal frembringes, egne tænder haves, gebis haves ikke, kurset måtte ændres en del.

Vejen går nu tilbage over bjergene til feriebyen, undervejs standses ved et lille traktørsted, flittigt brugt af lastvognmænd.
Her købes bulgarske fårefrikadeller, de smager som kun "vor mor" kan lave dem, det er forresten også det, hun står og gør, det var det bedste lokale mad i begge uger.

Rundt i de centrale Balkan bjerge.

Vi har sat et mål, så vi snupper den store vej fra Burgas / Sofia indtil Kazanlak, på denne vej har dødsforagten fået endnu en skrue, det er faktisk meget anstrengende at køre på en vej, hvor der konstant kræves den grad af opmærksomhed over for alt og alle.
Selv om det generelt er en god vej, tager de ca. 150 kilometer alligevel fire timer, grundet bypassager og den tætte trafik.
Sætte farten ned, det medfører kun de mest fantastiske overhalinger, hvor det oftest er den overhalede, der hele tiden må give sig, de andres biler er simpelthen tungere, ved en enkelt lejlighed smagtes sejrens sødme, over for en Trabant !
Det er en lise at komme til Kazanlak, hvor kørestilen kun er hysterisk by, her drejes nordover, imod Shipka.

I Shipka by ligger en kirke i russisk stil med blanke guld løgkupler, den ses langt sydfra, og er bygget af bulgarerne i taknemlighed, og minde om, de 200000 russiske soldater, det kostede at smide 32000 tyrkere ud af Shipka passet ca. 1300 meter over havet i 1878 befrielses krigen.

Så mange som muligt af de faldne russere er begravet i krypten, kirken er usædvanlig velholdt, det må være et værdsat minde og en klar turist attraktion. Det koster ekstra at fotografere, endnu dyrere med video, men da man ikke må blitze, kunne det ikke lade sig gøre i den dunkle belysning, vi køber de færdige billeder, lidt smart !

Der fortsættes op imod selve passet, desværre hindre de mange træer, at man rigtigt kan nyde udsigten fra vejen, men en ting kan imponere, de meget lange og slanke, lige bøgestammer med kronen helt i top, der har rod længere nede på skråningerne, de skal jo have kronerne lige så højt op, som de træer, der har rod højere oppe, en møbel snedker ville savle.

Ved passet findes et mindesmærke, hvor man kan komme op og nyde udsigten, det lukker 17 ^00 , vi kommer 16 ^50 , det smuttede. Udsigten er nu også fænomenal ved siden af mindesmærket, man forstår, det var lidt svært at smide tyrkerne ned herfra før flyvemaskinens tid.

Herefter fortsættes imod Gabrovo, der skulle ligge et arbejdende frilandsmuseum, Etar museet, med et hotel i gammel stil i baghaven.
Skiltene er som normalt, efter lidt køren rundt findes målet, et meget nostalgisk træhotel med et lille vandfald i baghaven, og udsigt over museet lige uden for vinduet.
Prisen bliver $ 30, hotellet er officielt enstjernet, klart for lidt idyllen og værelses standarden taget i betragtning, men det var svært at gøre sig begribeligt, først med hænderne lagt under kinden, forstod de, at vi ønskede et værelse.
Her spiste vi også på en "Mexaha", men trods parløren endte det med vest Europæisk grilstegt kylling !

Næste formiddag går i museet, det kan anbefales, men det kan også anbefales at holde hus med souvenir pengene !

Der er alle slags gamle håndværk, der fremstilles super flotte ting, bageri, vanddrevet træ drejeri, skind hattemager, en træskærer, skomageren og guldsmeden mangler ikke, en lille vandturbine driver spindemaskiner og en vævestue.

Der findes to vaskemaskiner drevet af vandkraft, vandet ledes skråt ind i et fad med slots i siderne og kludene kører rundt af sig selv. Folk kommer med deres uldtæpper fra landsbyen for at få vasket på museet, mod betaling !

For de tekniske interesserede, f.eks. mig, er der også ting at se på, alt maskineri i Bulgarien ser ud til at være drevet af vandkraft i gamle dage. Der findes både simple vandmøller, som i Danmark, og ret avancerede små vandturbiner, der i dette tilfælde drev et spinderi, maskinerne er ikke ret meget forskelligt fra de spindemaskiner, jeg har set på selv moderne paknings fabrikker !

Byggefolket kan også finde noget at kigge på, alt byggeri foregår i gammeldags stil, og med gamle værktøjer, der arbejdes dagligt, men det er ikke til at forudsige, hvornår pauserne falder ! Udsmykninger af træværk og så videre er i klassisk stil.

Turen går videre imod Sevlievo i nord, derfra et smut imod vest, så ned til Troyan, hvor der skulle fremstilles en hel del kunst håndværk.
Det ser vi nu ikke meget til, men finder dog to fyre, der fremstiller billedskærer kunst, her købes en bulgarsk maske.
Herefter går det sydover, trægrænsen passeres, det er en naturoplevelse for fladlands borgere, at se det meget bratte skift i vegetationen.

Der er mange vejarbejder igang på hovedvejene, på store skilte forkyndes at man med glæde og stolthed modtager dette eller hint stykke vej fra EU med færdiggørelses dato, der endda ser ud til at holde nogenlunde.

Heroppe på Prohod passet, Balkans bjergenes højeste pas 1576 meter, står to fyre med en radiostyret model svæveflyver, der flyves på hangen på bjerget.

Også her er der bygget et kommunistisk kæmpe beton mindes mærke, dels for frihedskrigen i 1878, dels fra den anden befrielse i 1944, et årstal på hver side, dette monument vedligeholdes ikke, betonstykker drysser ned fra toppen, og marmorplader fra siderne, monumentet er hult med indvendig trappe, så forfalden at brugen må frarådes. Igen udsigten er fænomenal, dog lidt skæmmet at årstidens dis. På vejen ned imod Kurnare møder vi nogle drenge på vej til fodbold i Troyan, deres bil koger, de får det halve af vores drikkevand, halvanden liter i flaske, ikke meget. Resten af holdet havde vist taget den ordinære bus imellem Kurnare og Troyan, det skulle de ikke have gjort, kampen er aflyst, for lidt længere nede ad bjerget holder bussen. Bag bussen er et par drenge ved at lægge de obligatoriske "håndbremse sten" ved baghjulene, alle klapper omkring motoren står åbne, i en stribe bag bussen flyder en sort væske, muligvis et smøremiddel en gang, sandsynligvis er motoren gået til de evige busruter.

Det var beregnet med et hotel i Karlovo, på vejen dertil fra Kurnare findes et mægtig flot nyt airkonditioneret hotel uden for Sopot, det ser dyrt ud, dog uden betydning, da det er optaget.
Hotellet i Karlovo er brændt ned, videre til Kalofer, her er hotellet nedlagt, videre til Kazanlak, hvor vi flytter ind på Hotel Kazanlak, trestjernet, $ 70.
Værelset er lille, sengene gode, badeværelset næsten som på en middel dansk kro.
De har en flot restaurant, med en musiker, der har sejlet på både Oslo og Harwich bådene i mange år, han oversætter menukortet.
Det ender med Kawarma, en national gryderet lavet af svinekød og lever, på de gode steder er den mildt krydret, men med en hel chili peber i bunden, hvorfra smagen langsomt trækker ud i retten.
Kawarma serveres i en lukket lerpotte, på de gode steder tillige sammen med en underskål med en antændt sprit flamme i.

Om natten erfares, at byen er meget lydt, al fulde mands råben og skrigen reflekteres rundt imellem husene, det er ikke hotellets skyld, men opfordrer ikke til et genvisit.

Næste dag efterlades bilen på en bevogtet parkerings plads, mod betaling, bogføring og det hele, imens der snuppes en tur i Kazanlaks gågader. Der læres igen lidt nyt, bagerbutikker som sådan findes ikke, her om søndagen sidder folk, tilsyneladende umotiveret, uden for en kælder nedgang, ved nærmere eftersyn findes to sorte, af møg altså, gutter i kælderen, de ælter dej til brød, når det er bagt, køber folk et brød og går hjem, forresten poser bruges ikke, man tager det nøgne brød under armen uanset vejret.

I byens nordlige udkant findes Rosen Instituttet, hvor man skulle forske i dyrkningen af aromatiske roser til olie udvinding i Rosernes Dal, strækningen fra Karlovo til Kazanlak. Plukke sæsonen er i juni, så vi så ikke en blomst, under instituttet ligger der et lille museum omhandlende rosenoliens historie, det er lidt mislighold, med gamle destillerier udstillet sammen med transport beholdere, regnskabs bøger og billeder fra dyrkningen. Alt i alt lidt kedeligt indtil vi ville se deres tilsyneladende åbne forsøgs bede, så blev vi nemlig smidt ud !

Sidste stop på vej ud af byen er Den Trakiske Grav, lille, men med flot dekorerede kupler. Det skal dog bemærkes, at graven er en kopi, den originale ligger lige ved siden af, og er lukket samt konserveret for eftertiden.

På vejen tilbage kørte vi over Zagora med Zagorka bryggeriet, den efter sigende mest forurenede by i landet, det skal ikke bestrides, det stank i det mindste.

Det var den selvkørende del af turen, nu tog vi "kun" på lokale udflugter fra feriebyen de sidste tre dage.

Andre byer .

En dag sejlede vi i blæst til Nesebur, der er en by med en lang historie lige fra den oldgræske tid.

Byen har mange historiske huse, bygningsværker og ruiner, samt lidt folklore.

Man har forsøgt at restaurere ruinerne af et gammelt amfibieteater, resultatet kan diskuteres, men noget måtte der gøres, for at hindre yderligere nedbrydning.

Når der bygges i Nesebur bliver omgivelserne for de gamle 1800 tals træhuse nemt spoleret en smule. Man får nemt en dag til at gå med disse bygninger og det lokale etnografiske museum. Der ud over er byen voldeligt over turistet, og fyldt med alt sælgende platugler samt tiggende sigøjnere.

Båden har ikke fast sejlplan, så hjemturen foregik med den lokale bus, det er billigt, 0,3 Leva, i bulgarske busser er der altid plads til en til, uanset Rexona forbruget, sådan !
På busholdepladsen i Nesebur gik en bulgarsk tigger rundt, han tiggede mad, og stod senere på samme bus, systemet er, måske uofficielt, at bulgarske tiggere ikke betaler billet.

Vi fandt på at tage bussen til Burgas, den først ankommende bus tog vi, forkert af igen, den næste havde et skilt med destinationen i forruden, blot vendte teksten ind imod chaufføren, igen forkert, ud ved næste stop.
Her nåede vi dog at opleve hvordan konduktøren "ordnede" en smart tysker, der betalte med den største seddel, i håb om gratis kørsel.
Om så alle andre skulle slippe gratis, gav hun sig tid til at tælle byttepenge op, i så små sedler som muligt, værsgo' den herre tæl selv efter, men det nåede han ikke, han havde heller ikke plads til pengene i lommerne, sådan !
Ved næste stop kom bussen til Burgas, men glæden var kort, chaufføren kunne ikke rigtigt få koblingen til at virke, så lidt efter erklærede han "bus kaput" og slukkede motoren.
Nu er der det, at ved stoppestedet havde tre taxaer samlet sig, nogle skummelt udseende og ramponerede Ladaer, før busankomsten underbød de aggressivt hinanden, helt ned til 8 Leva for turen til Burgas, efter havariet var prisen pludselig 35 Leva, plus ukvemsord råbt ud over gaden, når man vendte dem ryggen.
Lidt senere fandt vi selv en taxa, der for 45 Leva gjorde turen retur , og ventede de tre til fire timer, vi var om at se på byen.

Der lignede alle andre byer, bortset fra jernbane stationen, der var under restaurering med svære valnøddetræ døre, paneler og gelændere, forsynet med messing kanter og gitre for vinduerne, her kan DSB godt lægge sig.

Der fandtes en fotograf, der portrætterede med an gammel udtjent Zenit, og de gamle bliklamper fra oldemors tid, ligeledes kiggede vi ind i en frisør salon, her holdes de gamle værktøjer også i hævd.

Vi tog en af Balkan Holidays ture til Sozopol og Ropotamo floden. Det var en skuffelse, Sozopol ligner Nesebur, lige så over turistet, på Ropotamo sejlturen var båden så overfyldt, og bådføreren havde så travlt med akkorden, at man ikke kunne nå at se noget af den udlovede natur.

På Sozopol turen blev systemet med døds annoncer forklaret af guiden. Det er simpelt, man klæber en side med den ønskede tekst op på offentlige steder i byen, da mange ikke læser aviser. Begravelserne foregår uden for byerne, det blev forklaret af guiden, at man skulle have haft en ganske særlig død, eller livsforløb, om man skulle begraves inde i kirkekrypten. Det blev ikke forklaret, hvad strabadserne skulle bestå i, eller hvad glæde man kunne have af en begravelse i krypten.

Uden for byen findes de fattiges grave i ukrudt med det hele, de riges er lidt bedre udrustet, alt efter familiens formåen og lyst.

Den sidste dag lejede vi et par cykler, og kørte til Elenite, en kort men udmærket tur, hvor man ser naturen, man desværre også bilerne, på en anden måde !

Praktiske oplysninger.

Pengesagerne.

Vi fik at vide, at man helst skulle tage kontanter med, gerne også nogle D-mark, men danske kroner kunne veksles overalt i byerne.
Kreditkort dur ikke sagdes det, men Bulbank har efterhånden kortautomater overalt i byerne, hvor Visa og Master card kan bruges til kontant hævninger, de fleste virker, siges det.
Valutaen, Leva'en er frit vekselbar frem og tilbage, men der er udførsels forbud, vi blev dog ikke checket i lufthavnen.
Hyperinflationen er vist overstået, kursen holdt sig på 25 Leva for 100 Kr. under hele ferien.
De bedst kendte danske penge var 100 kroner, med de fleste steder kendtes 500 lappen, det var derimod ikke alle steder 200 lappen genkendtes.
Det er nok nødvendigt at orientere sig om inflations forholdene ved hvert besøg, så man ikke veksler for meget ad gangen, hvis hyperinflationen skulle blive "genindført".

Alle hotel priser opgives i US $, men der kunne regnes om til, og betales med, Leva overalt, så DM og $ behøvedes reelt ikke for tiden.
Vi har lært til fulde, at hotellernes priser intet har med kvaliteten at gøre, men udelukkende bestemmes af antal officielle stjerner, og hvor stor en by, det ligger i.
Desuden betaler udlændinge oftest cirka fire gange det, en bulgarer skal betale på hoteller.
Hotellet i Silistra havde ikke to prislister, men de to andre havde, den Bulgarske kom meget hurtigt væk fra vore øjne !

Benzin koster 1 Leva per liter, og fås ret mange steder, tankene er afmærket på de lokale kort, billigste restaurant øl 1,5, og dyreste 4 Leva.

Færdsels bøder får man også i Bulgarien, de har mange slags politi, færdsels politiet hedder "KAT", og har "huse" langs med hovedvejene, fartkontroller findes over alt, hvor betjentene kan holde i skyggen, de virker !
Vi fik en fartbøde på 5 Leva for at køre 100 Km/t på en stump motorvej end imod Burgas, kvittering var dog en umulighed at opnå, desuden undrede det ret så meget, at to store lokale Mercedes'er foran os gik fri, den slags kan der kun være en årsag til.

Mindste lønnen, for dem der har løn, er 100 Leva per måned, en servitrice i ferie området tjener 200 Leva, en offentlig ansat læge 5-700 Leva, sådan til udvidet forståelse af tingene.
Udlændinge er i deres øjne hovedrige, simpelthen.

Passet.

Man skal selvfølgelig have sit pas med, det er nøglen overalt, ved hotel indcheckning, leje af bil (plus DK kørekort), ja selv leje af cykel kræver pas.
Visum kræves ikke af turister på charter rejser, om der stadigvæk kræves visum af individuelle rejsende vides ikke.
Man skal huske, at et dansk pas (med tilhørende familie sammenførings muligheder) i de rette hænder er mere værd, and rejsevalutaen plus eventuelle kreditkort, så man må altid være helt klar på, hvor ens pas befinder sig !
Passet bør ikke ligge synligt ved siden af tegnebogen i diverse mave og dame tasker, det giver alt for nem adgang for uvedkommende, medens man koncentrerer sig om nogle pengesager.

Bliver passet væk anbefales, at man begiver sig til Sofia og kontakter den danske repræsentation der, for i fællesskab at anmelde tyveriet, man skal hos politiet huske, at det altid var tyveri, ikke noget som helst andet.
Sprog vanskelighederne kan være så store, at man nemt bliver arresteret for at mangle sit pas, når man uden tolk prøver at anmelde sagen.
En genudstedelse tager mindst to dage med alle formalia, lidt kedeligt den sidste dag i ferien, for man kan heller ikke uden videre komme ud af landet uden pas !

Rejsebøger og kort om Bulgarien.

Vi havde to bøger med hjemmefra, Politikkens Forlags "Turen går til Bulgarien", og Lonely Planet's "Eastern Europe".
Begge er hver for sig udmærkede, særligt den første lister hoteller ved seværdighederne, men kun der, den anden gennemgår en masse ting.
Lokalt købte vi "Bulgaria The Black Sea Coast", der især udmærker sig med en masse fraser, og detaljeret menukort.
Alle tre har oversættelse imellem Kyrillisk alfabet og vest Europæisk, men når man kaster sig ud i det med vejskiltene, opdager man, at særligt syd for Balkan Bjergene, er de små bogstaver ikke altid kopier af de store, der findes et ældre alfabet små bogstaver, der mest af nationale grunde finder stadig større anvendelse.
Flere steder kan man købe engelsk sprogede bøger omhandlende de lokale seværdigheder, men man må forberede sig på, at museums skilte med videre kun er på Bulgarsk.

Vi talte med en Bulgarsk historie studerende i feriebyen, der solgte spiritus som feriejob, hun kunne heller ikke finde noget ordentligt om Bulgariens historie og kultur på engelsk eller tysk, det havde hun ellers lovet nogle skotske studiekammerater at gøre, når hun kom hjem.

En ting savner man, en ordentlig liste over overnatnings muligheder, her farer man simpelthen ind i byen og håber på det bedste.

Med hensyn til kort havde vi hjemmefra købt Kümmerly+Frey's kort "Rumänien-Bulgarien" i 1:800000, et ret "groft" kort at køre efter, men det bedste med hensyn til topografiske detaljer.
Lokalt købte vi datamap's Bulgaria med engelsk tekst i 1:530000, et bedre kort at køre efter, med de oplysninger en bilist behøver, som foreksempel placeringen af tankstationer, og det stemmer !
I de større byer kan man både i gadekiosker og på hotellerne købe bykort, en ret god ide (!), men alle vejnavne og seværdigheder på kortet er angivet med Bulgarsk alfabet, så det tager en del tid med "oversættelse" til Europæiske alfabet, før man kan finde noget som helst.

Samlet vurdering.

Om vi ville gøre turen igen, ja men på en lidt anden måde, vi begik den sædvanlige fejl at ville se for meget af landet på en gang.
Man bør begrænse sig, så der bliver bedre tid til de enkelte lokaliteter samt til transport og eftersøgning af private overnatnings muligheder, der må findes, det er nok blot os, der ikke rigtig så os for.
Problemet med hoteller er, ud over prisen, at man ikke møder nogen almindelige folk, og dermed ikke får et helt rigtigt indblik i forholdene.

Arrangerede turistture gider vi ikke mere, feriestedets strand heller ikke, så hellere leje bil i hele perioden og køre til en eller anden strand, de lokale bruger.

Bulgarien er utroligt spændende at rejse i, det har været en stor oplevelse, med erfaringerne kan det sagtens blive endnu bedre.

Rutekort over den første rundtur i nordøst Bulgarien.

Rutekort over den anden rundtur, midt Bulgarien.

size=2 width="100%" align=center>

Retur til Arnold's hjemmeside.

---

Du er læser nummer siden 01/11/99.

Skrevet 05/11/1999 og revideret 01/08/2001

---