Ferie i Rumænien

En rundrejse i sydøst Transsylvanien.

Vi fik lyst til en efterårsferie, og havde i lang tid tænkt på Rumænien med første og sidste overnatning inkluderet i rejsen som et "fly and drive" arrangement.
Rejse tidspunktet sidst i september valgtes på råd fra rumænere, der mente, at sommeren var for varm for nordboere som os; vi burde komme om april/maj eller september til først i oktober. De har helt ret, sommer besøg har jeg, som andre i 1982, prøvet sidst i halvfjerdserne (i Ceausescu tiden).

Sprogmæssigt er der færre problemer i Transsylvanien end andre steder i Rumænien,  rigtig mange taler en art tysk, der stammer tilbage fra saksernes eller det østrig-ungarske riges tid, og ret mange taler engelsk. Forbindelsen til den saksiske fortid er så kraftig, at alle væsentlige Transsylvanske byer har både et Rumænsk, et Tysk og et ungarnsk navn, det sidste står dog sjældent på skiltene.

Efter en undersøgelse af de få færdige arrangementer valgte vi en rutebillet til Bucharest Airport uden hotel, med udlejningsbil bestilt hjemmefra. Flyrejsen foregår med Cimber Air , et lille Dansk selskab, der har en daglig (præcis !) returflyvning fra Kastrup, med en Canadair CRJ200, særdeles komfortabelt. Det er ikke fattigmands selskabet vi rejser med, selv om vi kun har billigste economy billeter får vi morgenmad på udturen og en mindre frokost på hjemturen. Servicen var ens for alle.

Vel ankommen til den nydelige Bucharest Airport ser vi den første forskel på "Ceausescu tiden" og nu, paskontrollen foregår hurtigt og venligt, den gamle skik med par tilfældigt efterladte dollar sedler i passet for at komme igennem den samme dag, er totalt aflyst. Toldkontrollen er ligeledes som alle andre steder i Europa, den gamle stil med bevæbnede soldater, skyder under næsen og toldere der brutalt roder alt igennem for at finde våben eller bibler (!) er ligeledes pist væk.
I lufthavnen findes der en lang række små bil udlejnings selskaber med nyere biler, der alle er billigere end "de store", men fra en tidligere forretnings rejse vides, at deres kontrakter kun er på Rumænsk.
Af den grund valgte vi at leje hos en af de store, der jo også acceptere almindelige kreditkort, det koster nok € 100-150 ekstra inklusive alle ekstra tyveri og anti bilbule forsikringer, buler får man nemt i rumænien, vi gik dog fri. De har ikke mange kunder i forretningen, kun en foruden os, alt går meget langsomt, meget korrekt og meget venligt for sig !
Bilen var som sædvanligt større end vi havde tænkt os, Ford Focus versus Polo eller lignende, men til den samme bestilte pris. Det er dyrt at leje en ny bil i Rumænien, cirka € 720 for de 6 dage. Ved tilbagekomsten skulle vi afregne i US$, da vi brugte Diners (??), 1½ måned gik, før regningen var på kontoen. Efter således at være blevet $ spekulanter en tid, håbede vi på det værste for USA's økonomi, US$ faldt da også lidt i perioden !!

Så kører vi, kursen er sat via Ploiesti ad den "gamle" smukke vej 1A til Braşov (Kronstadt), den første by vi vil se på. Der er klar fattigdom at se langs vejene, især hestevognene, der dog i modsætning til dem vi så i Bulgarien i 1999, alle har gummihjul, ikke altid ens hjul, men ens på hver aksel i det mindste. De unge mænd kan endog finde på at køre om kap med dem, de arme heste må tåle svær pisk !!

Nogle må erkende, at de som ager med stude, også kan komme frem, endog på faste hjul. Der er orden i sagerne, alle slags køretøjer er registrerede med nummerplade agter. Forresten, når man ikke skal bruge sin hest mere den dag, overlades den til egen græsning, uden hegn og tøjr, den går simpelthen løst rundt. Der findes skam adskillige andre trafikale hindringer; midt ude i skoven ser man pludseligt et advarselsskiltet "ko". Selv om man ikke rigtigt kan se, hvor den skal komme fra her, er skiltet gældende, pludseligt rundt om et sving er de der, de interesserer sig kun for kohorn ! Får og geder er den almindeligste animalske hindring, de meget omtalte brune bjørne så vi intet til.

Også selve vejenes tilstand er en hindring, selv om hoved strækningerne er i betydeligt bedre stand end i Bulgarien, så optræder huller uden større varsel bag uoverskuelige sving og bakketoppe, dertil skal lægges jernbane overskæringerne, det er ikke altid mellemrummet mellem skinnerne er "fyldt ud". Forlader man hovedstrækningerne ude på landet, skifter billedet totalt til i bedste fald ødelagte asfaltveje over til rene jordveje, begge typer vej er med åbne render ved siderne som offentlig kloakering i landsbyerne. Vejarbejde forekommer ofte (tiltrængt), afmærkning og trafikkontrol kan være med lyskurver som her hjemme, med manuel flagkontrol ved enderne, et enkelt skilt eller flag i vejsiden, eller slet intet. I sidste tilfælde er der blot pludseligt et hul og et (over)modigt arbejdssjak lige rundt om hjørnet ! Selv om det ikke mere er almindeligt, mangler kloak & brønd dæksler ind imellem midt på vejen, normalt har flinke folk sat en stor gren med mange kviste i brønde uden dæksel som markering, men ikke altid.

Signaler som blinklys og lyskurver findes som sædvanligt, de ikke bare virker, de respekteres !
Jernbane bomme ser skumle ud, de virker generelt langs hovedstrækninger, ved mindre veje ser man sig selv for trods bommenes tilstedeværelse.
Rumæneres måde at køre på er en anden sag, alle motoriserede har stor antipati mod døden i sotteseng (lyder heller ikke spændende), det prøves derfor af al magt undgået. Køre efter de "danske regler" (hastigheds grænsen plus 29%) dur slet ikke her, man følger med trafikken eller giver anledning til de mest fantasifulde overhalinger uanset trafik forholdene, det er så høns, får, geder, unger og kællinger hvirvler i luften.
Imens der blinkes ud, foregår vognbane skift på hollandsk maner, ens vej rettigheder sidder simpelthen i den mulige totalvægt plus det personlige mod; og dog; det er ikke så galt som i Napoli, hvor man bevidst skubber til hinanden, dersom en og anden ikke rigtigt er hurtig nok.
Kørestilen bringer minder om en sjov ting fra "Ceausescu tiden", hastigheds grænserne dengang var afhængig af motorens størrelse. Huskes rigtigt hed det under 1100 ccm = 70 km/t; fra 1100 til 1800 ccm = 80 km/t; over 1800 ccm = 90 km/t; i alle tilfælde var grænsen dengang 60 km/t i byerne. Forklaringen kendes stadig ikke, men jo større partipamper, jo større bil vel sagtens. Vi knægte kørte dengang i en Granada med 3000 ccm, altså intet problem.
Motorcyklister måtte nøjes med 50 km/t !!
Tre ting af de hensynsfulde overrasker dog, man er meget forstående over for hestevogne, fodgængere i fodgænger felter er absolut fredede (uden for der imod !!!), man blinker ud fra vejsider og holdepladser, det sidste skal dog forstås som, når en dansk bybus blinker ud uanset størrelsen på køretøjet.
Kører man om natten, skal der lys på. Godt så, men hvis kun højre blinklys virker, ja så bruges det som oplysning, med den normale hastighed i behold. Den slags må man hellere indse i rette tid, eller kun køre om dagen.

Benzin kan fås overalt, koster cirka € 1 per liter, hvilket er dyrt lokalt (en offentligt ansat læge skulle tjene cirka € 250 månedligt, en almindelig gennemsnitlige månedsløn er cirka € 120). Det er ikke som før, hvor der nok var tank stationer, men ikke altid benzin på dem. Alternativ betaling som før i tiden, hvor en stang amerikanske cigaretter kunne købe en tankfuld selv på en tom station, findes ikke mere.

Der er ikke mangel på byggematerialer, forretninger med den slags findes overalt, de har alle typer varer, alt kan købes, blot man har penge.
Modegenstande fås også overalt, vi er ganske sikrer på, at det er de "originale" varer strøg butikkerne fører, prisen er derefter. Bortset fra forskellen på arbejdsløn og skatter koster de et beløb, der nemt kan sammenlignes med det kendte, hvilket er meget dyrt lokalt.

Imidlertid ser det ud til at være ganske vigtigt at vise det, hvis man kan overkomme at være med på moden iført ægte varer. Nu er det ikke sådan, at alt er snehvid moral i rumænsk butiksliv, selv for ikke stedkendte som os er det ganske let at finde mere listige udsalgssteder. Al slags moderne elektronik og isenkram findes alle vegne, prisen er som tidligere nævnt kun moderat billigere end i Danmark, det hindrer dog ikke folk i byerne, især unge (med penge), i at lufte mobiltelefoner og andet i fuldt normalt omfang. Den forvente mangel på lov & orden er fraværende, vi føler os meget mindre udsatte end under vores tur rundt i Bulgarien, man slapper hurtigt af i byerne, faktisk ser man sig mere over skuldrene i en fredelig by som Milano ! Penge automater findes overalt i byerne, ingen tager notits af brugen af dem; i Bulgarien i 1999 stod folk bag ved os i en halvcirkel og kiggede, ret ubehageligt. Nu skal det siges, at almindelige slyngelstreger vanskeligt kan udføres åbent, i byerne er der patruljerende betjente overalt, det er som om, hele det gamle Securitate eller (Departamentul Securitatii statului) er blevet iklædt almindelig uniform og sendt på gaden, de ligner ikke folk, der forstår en spøg. Gutten her er dog næppe gammel nok til at være tidligere Securitate mand. Butikker med eftertragtede varer har egne uniformerede sikkerhedsvagter, dog uden skyder i bæltet.

Med hensyn til penge, så så har National Bank of Romania "revalueret" den rumænske Leu ved at fjerne fire nuller og udgive ny sedler. Resultatet var to serier af pengesedler, hvor 1 ny Leu (RON) er lig 10000 gamle Leu (ROL), hvis gyldighed udløb med december 2006, indtil da måtte man bare holde hovedet koldt i betalings situationer.

Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det; men disse to sedler har samme værdi i handel & vandel; de ny sedler er dog ikke så slidte endnu.
De ny Lei (RON) deles i mønter, Ban (= 0,01 ny Lei) eller Bani, hvis man har flere af dem.
Sedler og mønter var nu intet problem, alle handlende vi mødte, var både meget venlige som alle andre og meget omhyggelige med at forklare forskellen.

1 RON var cirka lig med 2,12 Kroner ved brug af kreditkort, men i lufthavnen veksles der til kurs 2,48. I modsætning til gamle dage kan valutaen veksles frit i Rumænien, Leu handles ikke uden for Rumænien, og der er udførsels forbud. Desværre er tilbagekøbs kursen i lufthavnen ringe, en ligegyldig dyr souvenir er et bedre køb. I princippet kan man veksle penge alle vegne i enhver bank og vekselkontor, men det skulle vise sig, at kun en bank i Transsylvanien vil veksle danske penge, resten vekslede kun £, $ og € ! Vi vekslede i Banca Commerciala Romana til kurs 2,21, som med alle andre officielle forretninger går det meget korrekt og langsomt for sig.

Alternativet er at hæve på kreditkort i en af de mange automater, det koster normalt 50 Kr. i gebyr på danske kort, uanset beløbets størrelse.
Sortveksling som i gamle dage kendes i praksis ikke mere. Dengang kendtes en sortveksler i Braşov på, at han var sort, Ceausescu havde en masse afrikanske studerende stationeret i byen, han var måske også mere på talefod med folk som Idi Amin (uha)Dada Oumee end så mange andre.

Altså, er man historisk (og måske socialt) interesseret, er der ikke noget at betænke sig på, Rumænien skal man se.
Rumænien er langt sikrere end det sydlige Italien med sine daglige røverier på åben gade ved højlys dag i byerne krydret med lokale beboeres opbakning til røverne og garneret med udueligt / korupt politi.
Det føles nærmest som om, alle rumænske banditter er rejst til nordvest Europa !

Braşov (Kronstadt)

Det var OK, 152 RON per nat for et dobbeltværelse, men for en nat kun, vi havde ellers tænkt os to nætter. En overraskelse fik vi, receptionisten spurgte om det var med morgenmad, men hun indikerede på en måde, at det ønskede hun ikke at sælge. Det var godt, men for dyrt, 180 RON for to (!!), vi skulle hellere gå om i gågaden og finde selv den dyreste restaurant, det var meget billigere !
Om morgenen tog vi hende på ordet, OK, dyreste sted, restaurant Ambassador, 60 RON for to !
Under morgenmaden nød vi det arbejdende folk i form af to svende, der bar tegl til et større arbejde langs gågaden, hjælpemidler havde de intet af, de brugte samme standard i arbejdstøj som de fleste, nemlig tilfældigt gammelt tøj.

Det næste hotel blev Coroana i Str Republicii, to stjerner, 180 RON per nat inklusive udmærket morgenmad, igen er betjeningen overordentlig venlig. Standarden var reelt ens, slidte senge, delvist ødelagte, delvist åbenbare vinduer, nogle lamper virker, badeværelset er gjort nogenlunde rent midt på gulvet, dog var Capitols bad OK, men intet vedligehold er sket nogen af stederne de seneste år. På den anden side, er der sket vedligehold, kan man kun gisne om tilstanden før ! Udsigten fra begge hoteller værelsers vindue var som under resten af turen, baggårde og tage er i svært til ekstra svært forfald. Vi skal ud at se på byen, grundlagt af sakserne i tolvhundrede tallet, i det første skriftlige materiale kaldes stedet Corona, og lå hvor den sorte kirke nu ligger.Som den vigtigste indfaldsvej til Transsylvanien (landet hinsides skovene på Rumænsk) og med gode handels privilegier forblev det en rig by op til kommunismens overtag. Det er ikke det samme som fredelig eksistens, allerede i det fjortende århundrede forsøgte tyrkerne sig, hvorfor byen blev svært befæstet igennem en firehundrede år lang periode, kronen på ødelæggelser kom i 1688, hvor byen var inddraget i krigen imod Østrigerne, og nærmest brændte ned, samtidig med pest udbrød. Det kan ses under en fodtur igennem byen, at den efter

hver krig blev genopført i al sin fordums glans, men dog aldrig helt som før. Der er fantatisk mange, nu private, tidligere flotte bygninger at finde, desværre er de ret svært misligholdt, faktisk har der ikke været prioriteret vedligehold i hele kommunisttiden, ja selv mindre træer kan få lov til at gro uantastet i gesimser og tagrender. Adskillige steder i den gamle by repareres på

veje og fortove, sagde i skurvogne ?? NEJ da; svendene spiser frokost siddende på nogle sten. Under turen rundt i byen så vi igen de tidligere nævnte tagreparationssvende, man bruger helst ikke stilladser og udvendige stiger, i tredie sals højde kravler man blot ud af en udluftning på det morgenvåde og glatte tag, og går igang, endnu en sag for Arbejdstilsynet. Materialer bæres op indvendigt i huset, og langes senere ud af hjælperen.

Immervæk, det er en fantastisk følelse at gå igennem byen og forestille sig det rige handelsliv i fortiden.
Det er ikke mindre fantasi fuldt at gå en tur langs de gamle fæstnings værker omkring byen, det har været rimelig vanskeligt (og farligt) at være uvelkommen gæst her.
Det var nu kun sakserne og deres ungarske alierede, der kunne nyde godt af byens befæstning i gamle dage, rumænerne måtte bo uden for, og betale hver gang de skulle ind i byen for at sælge deres produkter, og det endda kun til fastsatte tider.
Boede man uden for murene, havde man tilmed den særlige fornøjelse at være imellem diverse angribere og byens forsvarere, så er det med at få valgt, hvem man helst vil hugges ned af !!

Vi går ned igennem gågaden og standser på den centrale plads Piata Sfatului, selve pladsen er restaureret med alt til faget hørende i form af bænke, springvand og fliser. Mange af de nu private bygninger er under en eller anden form for reparation, det er dog typisk butiksfacaderne, der får, murene oven over glemmes ofte, sammmen med de engang så flotte gesimser.

Midt på pladsen ligger det gamle rådhus, der er virkelig flot restaureret, hvilket i de fleste tilfælde gælder de facader, det offentlige har interesseret sig for. Ved det nord østlige hjørne ligger en (syd)tysk restaurant, der skulle være ganske fantatisk, priserne var ihvertfald tyske, maden var faktisk en smule flad i smagen i værste turist tilpassede stil, men vinen god; dog alt i alt skuffende. Så spiste vi bedre 200 meter mod nordøst af gågadens sydøst side aftenen før, til en brøkdel af prisen.

Nu vi er der, skal vi selvfølgelig se den berømte sorte kirke "Biserica Neagra", der skulle være blevet farvet sort under en brand i 1689 påsat af østrigske soldater. Helt sort er den nu ikke, vejrets omskiften gør lidt over årene, urimelig svært misligholdt er den, det gælder især udvendig udsmykning og taget. Der er skilte på murene fyldt med advarsler imod nedfaldende tegl og andet løsøre. I den udstilles flotte kostbare tyrkiske tæpper, og man er under konstant opsyn, lige som der findes en montre med kirkens, og delvist byens, historie.

Der ligger adskillige skoler i den historiske bydel, Braşov er en universitets by, men også hvad der i Danmark ville være almindelige folkeskoler, kigger man ind af skole vinduerne, finder man ikke altid interiøret væsentligt ringere end i Danmark, men der mangler nok nogle hjælpemidler.
Noget har de dog, Danmarks Lærerforening burde klart være gul-grønne af misundelse over diciplinen.

Vel tilbage på gågaden ses (eller måske snarere høres) et andet syn, en mand uden ben har fået bevilget en lædersæk omkring underkroppen, hænderne er omviklet med læder strimler, der mest af alt minder om gammel romersk eller antik græsk bokseudrustning.

Den uvante lyd er manden, der ved hjælp af disse midler tager et slæbende hop fremad ad gangen med underkroppen, det er hvad hjælpemidlerne rækker til for fattigfolk her. Han er på indkøb, han bærer en (kort !) skuldertaske !! En anden yngre mand har fået en gammel elektrisk rullestol, han har helt synligt opbakning af venner (eller familie) med penge, den ene kører Mercedes, og driver tilsyneladende en bar på Piata Sfatului. Den sociale velfærd får vi snart endnu et indblik i, et stykke nede af gågaden står en masse ældre i en alen lang kø, der bølger sig ind af en faldefærdig port og ditto baggård. Der ligger et kontor, hvor man efter fremvisning af identifikations kort, og en masse sirlig stemplen udbetaler mindre beløb, folk takker underdanigt og går igen. Pension eller socialhjælp ?? Rygterne siger priserne, men ikke pensionerne, udvikler sig her; det er dog ikke kun pensionisterne der har problemer, der er langt, langt, hjem til vores bistandslov !

Braşov ligger med ryggen imod bjerget Tampa, hvor der går en svævebane op cirka midt for den gamle by, udsigten er normalt fantastisk, men i dag er en diset dag, desværre.
Vejen derop går ad Castelului, hvor vi kigger ind i adskillige misligholdte baggårde, og finder et velduftende bageri, men kors i kahytten hvor var det møgbeskidt, svampe groede forskellige steder og sort fluidum sivede ned af væggene (vi har sikkert spist brød der fra til morgenmad), de så meget trætte ud ved synet af et kamera, den gik ikke Granberg !
Tilbage til sagen, det kan varmt anbefales at tage svævebanen (bygget i Milano !) op på bjerget og nyde udsigten.
Der findes en restaurant, den "fine" indvendige del er med udsigt over byen, terrassen er desværre placeret bag bygningerne i stedet for på taget, ØV.

På vejen tilbage til hotellet går vi langs med den nordøstlige bymur, der er under restaurering, nok mest til ære for turisterne, for det ser ikke særligt originalt ud, det der foregår. Et af de gamle fæstnings tårne på samme strækning skal vist også ordnes, det er i hvert fald gravet ud indvendig. Der arbejdes ganske sindigt og velovervejet.

Når man er i Braşov eller omegn, forventes man besøge Bran befæstningen, for det er jo som bekendt Draculas (Vlad Tepes) slot, ikke sandt ? Nej, Bran markedsføres som Draculas slot, blot fordi det ligger i bekvem afstand fra Bucharest, er i forholdsvis god stand, og ser dramatisk ud ! Vlad Tepes belejrede Bran i 1460 og måtte siden gemme sig der for tyrkerne i 1462, det var det !! Han var søn af Vlad Basarab, konge af Valakiet, der fik tilnavnet Dracul (djævel) for sit medlemskab af Drageordenen, og måske også lidt for sit justits væsen.

Navnet gik i arv, Dracula, også medlem af Drageordenen, er altså djævelens søn, født i 1431 i Sighişoara, navnet kan dog også komme fra "Draculea", dragens søn, og siden fordrejet til Dracula.
Han kom til langt at overgå faderen i grumhed og vildskab. Tilnavnet "Tepes" (spidderen) fik han for sin foretrukne henrettelses metode, han lod sine uheldige delinkventer spidde bagfra delvis på langs igennem kroppen.
Udført fagmæssigt korrekt var metoden uden større indre blødninger, man fik så god dags tid med pæn udsigt til at tænke over det smarte i sine handlinger.
Mindre forseelser (små tyverier) var nok til at få røven på komedie, ved større forseelser blev sagen sat på spidsen for hele byers befolkning, især sakserne i deres befæstede byer.
Ved slige lejligheder kunne Vlad finde på at lade dække op til taffel for sig og sine mest tro officerer og soldater foran henrettelses pladsen for underholdningens skyld under middagen.
Vlad Tepes holdt altså en streng justits uden naivitet overhovedet, en justits nogle ville misunde.

Den gode Vlad havde også enkelte ærgrelser med nogle tyrkere, sultan Mehmet 2 var for eksempel ked af manglende skatter, og sendte atter en hær imod nord; men ved Targoviste stødte den tyrkiske hær på en 2 X 3 Km lang dalstrækning, med 20000 spiddede tyrkere og bulgarer, de tabte modet.

Draculas regeringstid over Valakiet (han var ikke konge i Transsylvanien) blev pinlig kort, fra 1456 til 1462, hvor han mærkeligt nok blev forrådt til (og fanget af) sakserne, der letsindigt nok kun holdt ham i husarrest til 1474 i Visegrad. Efter løsladelsen genoptog han som forventet kampen mod tyrkerne, genvandt tronen i 1476, blev snigmyrdet samme år, kroppen blev begravet ved Snagov og hovedet sendt til den tyrkiske sultan for offentlig udstilling på stage.

Det rigtige " Draculas slot " i øvrigt ?
Det var Poienari borgen ved Arefu, der ligger nøjagtigt så vildt og utilgængeligt, som filmene giver indtryk af med en meget lang trappe der op, og for langt fra Bucharest til en dages turist udflugter.

At denne strenge herre gav Bram Stoker ideen til at kombinere Vlad Tepes og Transsylvanien til Dracula i sine vampyrfilm er en anden sag, ikke uden baggrund i den lokale folketro med hensyn til levende døde og andet troldvæsen i middelalderen og selv op til i dag i Marotinul de Jos !!
Film eventyret udnyttes, og søges udnyttet yderligere, overalt i Transsylvanien i turist øjemed, i stedet for at "håndhæve" landets sande historie, der ellers rummer al mulig ønskelig spænding.
Vampyr legenden opstod, da Vlad Tepes blev løjet død i et slag, hvorpå konen begik selvmord.
Det tændte hans vrede imod gud, han indgik derfor en pagt med djævelen om evigt liv med evnen til at se sin kone i enhver kvinde, men med vampyrens behov/evner som prisen.
Da vampyrer kun kan være sammen med ligedannede, må de damer altså gå til biddet !!

Flyvepladsen i Ghimbav (Weidenbach) .

Springerne sættes af fra en Antonov AN-2, verdens største enmotorede biplan. AN-2 fløj første gang i 1947, men ligner noget fra trediverne, altså fra den gang rigtige mænd med nerver af stål fløj fly af træ og lærred.

Sådanne mænd findes stadig enkelte steder i Danmark, har du lyst til at flyve selv, så prøv KF.

Adskillige af springerne ramte mærket, til behørige klapsalver. Efter springene var udført, og alle springerne landet, startede et mindre airshow med maskinen. Flere lowpass langs og på tværs af banen blev afsluttet med stall turns først den ene vej, så den anden vej, alle med opretning direkte mod "publikum", klub kammeraterne altså. Efter landingen blev de to meget svedige piloter behørigt hyldet med klapsalver, flyet styres nemlig med "fly by wire", stålwire altså. Det kræver derfor to voksne mænds samlede kræfter at udføre manøvrerne !! Udført her hjemme ville SLV omgående have indraget begges certifikater, makuleret dem og brændt makulatorens indhold, blot for at være sikre på at ingen fra Frauenhofer havde en iransk students chance for at genskabe dem.

Det var så det spas, herefter var der brændstof og olie regningen, den ville fryde enhver miljø minister, nogle hundrede liter benzin og to tre spande motorolie, efter det fremførte at dømme.
Benzin slæbes til i tromler fra depotet ved siden af, det pumpes op i overvingen gennem filter med motordrevet pumpe, olie fyldes på motoren fra en 15 liters blik vanddunk med tud.

Vi fortsætter køreturen mod Sighişoara, man allerede lidt uden for Ghimbav på vej mod Codlea (Zeiden) observeredes en gut, der havde overset noget vejarbejde, og nu lå i hullet. Desværre for ham havde politiet også set det. I Sercaia, hvor vi ville dreje fra mod Hoghiz, observerede vi et af de mere fantasifulde kirketårne, beklædt med zink. Ellers bød vejen til Hoghiz kun på forfaldne landsbyer og et rimeligt støvende cementværk. Videre fra Hoghiz til Sighişoara kørte vi forbi afhøstede humlemarker, vi vidste blot ikke, hvad det var på det tidspunkt. Det vi så, var en masse lygte pæle på et stort areal med wirer fra jorden i et sindrigt system, der mest af alt lignede WW2 radar antenner.

Bedre beton boligblokkes generelle tilstand i Rumænien (Hoghiz).

Sighişoara (Shäßburg).

Også her finder man uventede oplevelser. En lastbil ryger forbi, med ekstra kraftig skramlen og bamlen, det er såmænd venstre baghjuls sæt, der forlader banjoen inklusive bremsetromle, stikaksel og det hele. Resterne af akseltap og lejer må stadig gløde, mens chaufføren går igang med donkraften. Her i landet hjælper man sig selv, og han prøver af al magt at bakse hjulet på igen, ak og ve, det vil ikke rigtig, mobilos må i brug.

Vi kører rundt om byen, der ligger i bakket terræn, atter engang nyder vi synet af totalt udtjente overfyldte bybusser, der under kolossal røg og decibel udvikling slæber sig op ad med 10 Km/T.
Stoppestedrne har sjældent båse, hele rækken af biler, lastbiler og hestevogne må blot holde bag ved.

Efter at have kigget på vores ny bykort, finder vi Hotel Steaua passende placeret i forhold til den gamle bydel. Udefra ser det såmænd nogenlunde ud, murene er kun rimeligt afskallede, der er glas i vinduer og glasdøre. Inden for mødes vi af et par unge piger i den skumle reception, utroligt flinke og venlige, men selv om både de og vi taler tysk, var de åbenbart lidt i vildrede. Vi forstår senere, at de kæmpede en mental kamp, for at komme i tanke om et værelse, de vil være bekendt at leje ud til turister som os. Vi overser ikke den fedtede receptions skranke,

passene hænger simpelthen fast her efter ind checkning ! Gangene er skumle, Dracula kan lure overalt ! Vi får værelse 101, 80 RON, en et værelses suite med eget bad, et håndklæde, men uden toilet rulle, dertil skal lægges airconditionering i form af et tvungent åbent vindue, besynderlige pletter på gulv tæppe og sengetøj. Vi må ud at at spise, pigerne lover at frembringe de manglende forsyninger til frontens svage led i mellemtiden, korrekt, tre håndklæder og en toiletrulle ligger på skranken ved tilbagekomsten. Gået til køjs, findes sengene hulslidte, med et par enkelte fjedre stikkende op af madrassen. Eventuelle romantiske udskejelser her kan medføre stiksår, rigtige sår altså.

Hovedpuderne lugter mærkeligt, selv ikke en omvikling med et tæppe og et af de nyligt erhvervede håndklæder hjælper. Udsigten fra vinduet er forfald af hele hotellets bagside, morgenbadet klares ved at pingviniere under den varme hane med fjeld koldt vand. Vi glemte at tilføje, vi fik et luksus værelse, mange har ikke eget bad, fælles toiletterne på gangene er lidt besynderlige i rengørings standarden, disse toiletter og bad taler vi  ikke mere om !! Gangenes vedligehold er fraværende, tapet og maling stopper, der hvor arbejdsdagen sluttede. Nogle lamper virker, gangenes vinduerne er så rådne, at ukrudtsplanter gror i gennem dem.

Vi vil spise i den gamle by, på vej op af trapperne til Turnul cu Ceas samme aften høres taktfaste slag fra en tromme trakteret med en trommestik. Man har fanget, og tilsyneladende allerede i et vist omfang afhørt en heks, hun slæbes til domstolen længere oppe i byen af bødlen og nogle rakkerknægte, under grundig piskning en route. Foran og bagved optoget fulgte en del japanske turister, de fleste fotograferede ivrigt, enkelte så rimelig vantro ud. Retten var sat et andet historisk sted, ved et bord foran Draculas (Vlad Tepes) fødehjem på Piata Muzeul's syd vestlige hjørne. Der afholdes standret i bedste traditionelle stil. Anklagen fremføres af en bonde, der slet og

ret mener, at han er på fallittens rand, fordi heksen har fjernmalket hans ko. Det har koen selv fortalt, da køer jo som bekent kan tale en aften om året; nytårsaften. En borger rejser sig, og forsvarer heksen med de forstyrrende kendsgerninger, at bonden er byens ringeste bonde og største løgner, bonden slår ham ned for fuld musik. Dommen bliver læst op, og er som behørigt for hekse, bål & brand. En gejstlig forsøger sig med et forsvar, i det efterfølgende håndgemæng med bonden lægger rakkerknægtene sig dog imellem.

Nu voteres der imellem dommeren, rakkerknægte og bøddel. Man må jo tage et vist hensyn til gejstlige, så heksen benådes således, at hendes jordiske rester må begraves kristent !! De japanske turister ledsages af en lokal guide, der på engelsk forklarer den japanske guide hændelsernes forløbet. En mindre del af japanerne er nu holdt op med at fotografere og more sig, man har jo hørt så meget om Rumænien !! Den japanske guide får nu mægtig travlt !!!

Det var jo "sindsoprivende", vi må gå en tur rundt på det gamle torv forud for aftensmaden.
Vi går ind i den restaurant, der er indrettet i Draculas fødehjem, så verdens kendt, at selv amerikanere skal kunne finde det.
Menukortet var spændende, men maden sørgelig kedelig og tandløs i forhold til husets historie.

Næste morgen forlader vi desværre hotel Steaua 5 minutter over 9, for klokken 09:00 præcis starter betalings parkeringen åbenbart uden for hotellet. Altså har vi allerede fået en parkeringsbøde på hele 9 RON. Der er mange betalings parkerings pladser i Rumænien, normalt er man ikke i tvivl på grund af skilte, automater eller parkometre som alle andre steder. Her var der imidlertid intet at se, og man skulle købe billetten i en temmelig anonym butik.
Heldigvis var parkerings vagten ikke langt væk, han kom styrtende og undskyldte meget hændelsen, men han var tvunget til at være så firkantet af sin dybt urimelige chef, for selvfølgelig kunne vi intet vide.
9 RON er åbenbart mange penge for ham (vi havde lidt svært ved at holde masken), derfor fik vi så mange parkerings billetter i kompensation, at vi kunne holde gratis resten af ugen og en kvittering.
Det er åbenbart samme metode som visse steder her hjemme, hvor nogle firmaer også har både indtægterne og bøderne som indtægter fra parkerings arealer, en art Siciliansk mentalitet.

Morgenmaden (hotel Steaua's nænnede vi ikke at præsentere maverne for) indtages foran hotel Casu du Cerb på Piata Cetatii's sydvestlige hjørne, udmærket.

Byen kaldes også ind imellem Segesvar på ungarsk, i modsætning til den gængse opfattelse var byen oprindelig en romersk befæstning, der senere blev saksisk under navnet Castrum Sex, den sjette af syv befæstninger.
Vi er kommet for at se på den historiske by, man finder på Unesco's World Heritage liste, næsten hele den oprindelige befæstning findes bag en angiveligt 930 meter lang bymur med 9 af 14 tårne bevaret.

Vi går op imod skomagerens tårn, der ligger ved siden af den romersk katolske kirke, tårnet er både lukket og i dårlig stand, medens der intet spares på kirken. På hjørnet ved tårnet ligger der både pænt restaurerede huse og de sædvanlige svært faldefærdige. Stående ved bymurens brystværn, kan man nemt forestille sig, hvor ubehageligt det har været at skulle erobre byen på bakken udefra. Vi fortsætter langs med nord øst siden ned forbi en statelig bygning "Primaria Consilium Local", altså rådhuset; det udvendige træværk siger ikke Gori, det siger blot "giv mig noget" ! Lidt længere nede imod klosterkirken, Biserica Manastirii , finder vi en udgravning, lige foran et af de gamle svagt faldefærdige borgerhuse, der er formentlig fjernet et forhus, selve huset er selvfølgelig afstivet after alle kunstens regler.

I baggårde og haver rund omkring ligger alt i et syndigt rod og voldsomt forfald, mange af husene er kun restaureret på facaderne, og ofte dårligt.

Vi går videre imod klokketårnet, Turnul cu Ceas, hvor der hver midnat dukker en ny træfigur frem. Vi gerne ville have været op, men det er desværre lukket for en meget tiltrængt restaurering , som det kan ses på murværket. Bygningerne ved siden af tårnet arbejdes der ligeledes kraftigt på, både ude og inde, mange mindre gader er spærret af arbejds materialer hele vejen op til Piata Ratustelor. Fra pladsen går vi hen til og op af den verdens berømte overdækkede træ trappe med 175 trin, anlagt så kirkegængere til kirken på bakken, Biserica din Deal eller Bergkirche, og skole børnene i Bergschule, Liceul Teoretic Joseph Haltrich, kan gå op på bakken uden frygt for regn og varmt vejr. Lige over for Bergschule (en art gymnasion) ligger der en almindelig folkeskole, der også udelukkende er forbeholdt børn af de saksiske efterkommere.

Folkeskolen går vi ind i, den er adskilligt bedre udrustet end skoler i almindelighed i området.
Børnene er ganske interesserede i, hvor vi kommer fra, og hvor koldt der er så tæt på nordpolen.

Bergkirche var, og er, saksernes vigtigste kirke i byen, bygningen påbegyndtes i 1345 og sluttede i 1525, den blev restaureret færdig i 2002.
På listen over Sighişoara's kirker er den et væsentligt indslag, nærmest et must selv for ikke kirkeligt interesserede.

En af de sjove ting ved de fleste Transsylvanske kirker er udsmykningen med tyrkiske tæpper, altså noget absolut muhamedansk i kristne kirker. Det gælder ret beset uanset om kirken er katolsk, ortodoks  eller evangelisk. Ved indgangen må man slippe lidt RON, men får til gengæld lov at låne et fotokopieret ark papir med kirkens historie.

Ee meget interessant ting ved kirken er den saksiske kirkegård syd vest for kirken, der ligger som en fredfyldt park inde midt i byen. så fredfyldt at folk sidder og læser, og teenagere kysser løs i krogene.

Kirkegården bruges den dag idag, medlemmer af menigheden (p.t. cirka 5000) har, eller kan få, et gravsted her. De fattigere genbruger det samme sted gennem generationer ved at skrive til stenen. Det mest iøjne faldende for os er, at man planlægger, eller iscene sætter, sin egen død, ved at erhverve sig en plads i levende live i nærheden af sine slægtninge. Ikke nok med det, man får selv fremstillet stenen med den indledende tekst, kun sidste salgsdag mangler.

Dybt nede mellem træerne står sten fra starten af menigheden, ligesom kirkegården har et særligt hjørne for de faldne fra stort set hver krig med deltagere fra menigheden.

Vi går tilbage til Piata Cetatii forbi mange maleriske huse og gader for at få lidt frokost.
Der ses nogle få sigøjner børn, der antages at være sendt ud for at tigge, penge er de dog ikke særligt interesserede i, de vil have madresterne, de spiser ikke, de æder det hele på split sekunder !

Efter at have set en del af den gamle befæstede by, synes byen ikke rigtigt at ligne de officielle billeder af byen, der må være taget under særligt gode omstændigheder.

Der er mere at se, med konstant røgslør, især ved kig ud over bymuren, men vi vil videre.

Glemte vi at nævne det ?
Det var ikke kun i Braşov de etniske rumænere havde det svært under sakserne, i Sighişoara måtte de ikke gå i pelse, sko, støvler, bo i huse med skorsten, have vinduer til gaden eller offentlige stillinger.

Copşa Mică (Kleinkopisch).

Vi har besluttet at besøge Sibiu, vejen går via Medias og navnlig Copşa Mică, uhadada, her har også andre har været før os, ja selv Jyllands Posten. En af de store miljø syndere er metalværket Sometra, omkring mineral industriens problemer i såvel Bulgarien og Rumænien har Walter Steblez skrevet en nok i nogens øjne ret rimeligt upassende afhandling. Vi fik ikke så mange billeder, da vi kørte over broen ned foran Sometra, så vagterne urimeligt aggressive ud.

Ja, hvad skal man sige, byen ligner ganske godt beskrivelserne i links'ene, vi holder en mindre pause uden for byen, det river i øjnene og næsen, flinke folk har sat et skilt om udrikkeligt vand i floden. Næsten som beskrevet, selv de fra naturens side almindelige hvide får er stadig lidt mørke i det.

Medens man intet anende drøner der ud ad, høre man pludselig lyden af sprøde hamre igennem det åbne bilvindue. Farten nedsættes, og pludseligt rundt om et hjørne sidder der en kone og sælger håndsmedede hjemmebrænderier. Der findes andre kobberting i udvalget, bag ved hende sidder hele familien, unge og gamle hamrer lystigt løs på kobber pladerne.

Sibiu (Hermannstadt).

Vi må have noget at drikke og spise, først en kop øl, den indtages på Piata Huet, imens nyder vi synet af OTP banks bevæbnede vagt; han keder sig bravt. Derefter gå vi lidt ned af gågaden Nicolae Balescu og finder en lille men glimrende restaurant over for hotellet. Hidtil har vi fået kedelig men solid mad de fleste steder, her er det straks mere fantasifuldt, vinen er også udmærket, der tales tysk og engelsk. Man får straks det indtryk, at byen ser lidt flere turister end normalt i Transsylvanien. Det bekræftes samme aften, da et busselskab af amerikanere checker ind på hotellet.

Det er tydeligt, at Sibiu har været et administrativt centrum, før i tiden var byen Saksernes hovedstad i området, hvor de grundlagde hele deres magtbase
Sibiu er egentlig ikke byens første navn, det er Cibinburg (relateret til Cibiniensis det latinske navn for området), det blev så forvansket til Siebenbürgen, der blev hele områdets navn.

Der er mange teorier, nogle mener at tidlige hollandske udvandrere i området fra det syd lige Holland over imod Hammeln har givet den navnet efter deres hjemlands Zevenbergen. Mest sandsynligt henviser navnet til Magyarenes syv borge i området.
Det tyske navn Hermannstadt skulle stamme fra en helt anden type legende. Det skulle være stedet hvor til Pied Piper, kaldet Hermann, skulle have ført børnene fra Hameln via den underjordiske passage, da borgerne i Hameln skulle undgælde for manglende betalings vilje efter rotte uddrivelsen. Disse børn grundlagde så byen.

Ligemeget, det er en overordentlig flot by at gå rundt i, sådan generelt set. Desværre tåler baggårde, mindre pladser, sidegader,  hospitaler og andre mindre kendte bygninger heller ikke her et nærmere eftersyn. Det viser sig at Sibiu er udset til Europæisk kultur hovedstad i 2007. I den anledning bliver stort set alt hvad der ligner facader i den gamle bydel sat i stand, selv hotel Romanilor får en gang sværte på sine to facader. Havde arbejdstilsynet fået et slagtilfælde tidligere på rejsen, havde de vist fået hjertestop her i Sibiu. Det ser forsvarligt ud med liner og så videre, men de er altså kun gjort fast i tagrenden ! Nu skal det siges, at man i gågaden også bruger facadestilladser med afskærmning, ligesom hejs bruges ved mange tag reparationer. Det var helt bevidst at skrive facaderne, for i

mange tilfælde glemmes selv gavlene på de mange sammenbyggede huse, selv om de let kan ses nede fra gaden. Sværte er også rigtigt, der renses ikke meget løst af, og alt fugearbejde udføres med fugtning fra medbragte vandflasker, det skal nok holde. Man arbejder også om lørdagen på Romanilors facade for fuld styrke. Morsommere er det, at over for hotellet er en mand åbenbart bagud, han går alene på kæmpe stilladset og pudser lidt murværk. Gågaderne er blevet omlagt i anledning af byens ny status som Europæisk kultur hovedstad i 2007, alle kloaker og gadelamper er fornyet, og vil vel også komme til at virke. Der arbejdes også intensivt på gaderne langs med den gamle bymur, og på selve bymurene. Et godt indtryk skal der gøres i 2007, koste hvad det vil !

Kirker skal vi da se et par stykker af, i Mitropoliei stort set bag hotellet ligger den ortodokse kategral, Catedrala Ortodoxa, der skulle være en kopi af Hagia Sophia i Istanbul.
Den er fantatisk flot, også inden i.

Man gør selvfølgelig korsets tegn for sig ved indgangen, derefter tages en runde mod uret set oppefra, rundt foran statuer eller billeder af Jomfru Maria, undervejs kysses nogle glas foran billederne, andre ikke.

Efter rundturen langs sydbuen ender man i midten hvor folk kan købe lys til forskellige småaltre rundt omkring. Lysene anbringes ved disse altre og billedet, samtidigt med, at man knæler og beder. Der udspiller sig adskillige tjenester rundt omkring på samme tid. I nordøst siden har et par med et barn gang i at skrifte for en præst, det må være et ordentligt synderegister, det tager lang tid. I nordvest bliver der rettet an til barnedåb ved et bord, og senere skal der være et af flere bryllupper den lørdag. Vi gik dog kun til glo-barnedåb.

Bryllupper er virkeligt noget her i byen, der rettes an med blæser musik foran kirken, brudepiger og ditto svende i stiveste puds, festklædte gæster og nypudsede biler. Det er åbenbart vigtigt, at bilerne holder det rigtige sted foran kirken, man farer rundt for finde ejerne af allerede parkerede biler, og få dem flyttet, alt skal bare være perfekt. På givet signal marcherer alle ind i kirken, og vi går videre. Det er åbenbart en store giftedag i Sibiu, rundt omkring i byen ser vi flere brudepar lufte sig. Først tror vi faktisk det er det samme par, vi ser, de er i det store og hele alle næsten ens klædt.

Vi går forbi den reformerte kirke med sit for os specielle tag på tårnet og Brukenthal museet, hvor Jyllandsposten også kom forbi, museet var desværre lukket.

Vi ender ved den Evangeliske Kirke på Piata Huet, også fantastisk flot. Her er vi så heldige, at der netop skal starte en rundvisning i det mægtige tårn med de fire hjørne tårne.
Kirken er også fantastisk flot indvendig, her skulle Vlad Tepes søn, Mihnea Vodă cel Rău, " Mihnea the Bad " være begravet.
Han skulle oven i købet gå igen som straf for sine gerninger, vi så ham ikke, på den anden side, han nåede ikke sin far til hosebåndene, og ham så vi heller aldrig !

Turen guides af en studine, der er flink nok, men har at for travlt for nogen som os, der både vil nyde udsigten og mekanikken omkring de store klokker. Klokkerne bliver kun brugt en gang årligt, da tårnets struktur trues af rystelserne, der hver gang gives anledning til reparationer. Vi får lejlighed til at fotografere ud over byen, og lægger især mærke til kirkens tagdækning. Det besynderlige er, der hvor det ikke ses fra gaden, bryder man lystigt mønstret ved tag reparationer. Herrens øje findes nok ikke i det høje.

Fra kirken kan man se mangt og meget, dels flot restaurerede facader, tagarbejde med hejse arrangement, og baggårde. Baggårdene tåler dog ikke et nærmere eftersyn kulturelt set.

Det er de besynderligste ting, der ofres stor opmærksomhed på, set med vores øjne. For eksempel tagrende samling på hjørnerne af huse, der er pæne nok i sig selv, men ellers er uden den helt store udsmykning. Det ligner zink, men er stål med galvanisering.

Vi forlader kirken, og går over på Piata Mica for at finde frokosten.

Over for Løgnernes Bro ligger en lille restaurant, hvor der blandt andet serveres suppe i brød. Det smagte helt fortræffeligt, vi aner ikke, hvad det var, men den verdens berømte komave suppe var det ikke !! Det smagte mest som gullasch.

Løgnernes Bro er den ældste støbejerns bro i Rumænien, og hedder sådan i folkemunde, fordi man ifølge overtroen ikke kan stå på broen og lyve, uden den vil kollapse. Det var, og er, imod bystyrets mening, at kælenavnet skulle være så kendt. Der er imidlertid intet at gøre. Når for eksempel ulykken er sket, og man er nygift, er det blevet en tradition at trække sin brud derud og præsentere hende for et par enkelte muligt pinlige spørgsmål. Gommen her må have tillid til sin brud, han gik med derud !

Vi går tilbage langs med gågaden, og over til det sydøstlige hjørne for at gå en tur rundt langs med den gamle bymur. Da det ikke var helt nemt at forsvare byen, der ligger i et relativt fladt land, har der været mange ringmure uden på hinanden de vanskeligste steder.
Her i byens udkant ses grænsen mellem det kulturelt interessante og det simpelt misligholdte tydeligt, i det østlige side af byen finder man for eksempel et kombineret neurologisk og plastik kirurgisk hospital, vi skulle ihvertfald ikke indlægges her, så pyntesyg kan man vel ikke blive !!

Efterhånden er dagen gået, og vi må have aftensmad, vi finder en kælder restaurant, Crame Sibiul Vechi, rundt det nord vestlige hjørne på Piata Mica. Stedet er ganske specielt med folkedragter på væggene, og anden traditionel udsmykning. Mad og lokaler var perfekte. Næste morgen checker vi ud, efter en stor oplevelse af en gammel kulturby.

De Transsylvanske Alper.

Bjergene er nøjagtigt så vilde og uvejsomme som enhver af Dracula filmene giver indtryk af, men her er fantastisk flot, og koldt. Vejen op imod Balea Lac, der er snoet og ret ringe, kører igennem korte men mørke tuneller, der tilsyneladende ingen ende vil tage. Man kører forbi den ene flottere udsigt end den anden, man må blot standse alle vegne. Fra Balea Cascada kører der en tovbane op til Balea Lac, den er brugt af mange, rigtige mænd paraglider ned igen !

På vej ned igen imod Arefu fik vi frokost i Restaurantul Casa Argeseana ved Valea cu Pesti, vi satte os ude i solen, og vi bestilte uden at se nærmere på stedet først; det må frarådes, mad og service er helt elendigt, højtalerne skratter dårlig muzak ud, toiletterne og køkkenet; Yrk !!
Fødevarestyrelsen vil falde som dominobrikker af hjerteanfald blot ved synet af rapporten !!!

Det har som nævnt taget noget længere tid at køre end beregnet, så vi springer borgen på toppen ved Arefu over og fortsætter imod Curtea de Arges, endelig en benzintank ! I Curtea de Arges nordlige udkant lugter der pludseligt bekent, det viser sig at Dr. Oetker har bygget en fabrik her, ja hele byen er til en vis grad Dr. Oetker. Videre imod Pitesti, der igen er trøstesløs både med hensyn til bolig karreers vedligehold og sine industri områder.

Motorvejen fra Pitesti til Bucharest er også en oplevelse i sig selv. I følge skiltene gælder nogenlunde de samme regler som i Danmark, men hvis man skal den vej, ja så kan man altså ikke bremses af, at nogen nu kalder det en motorvej, hverken med hest & vogn eller på cykel. Skulle nogen nu ønske at sælge noget, opslås boden blot ved den ene vejside, kunder fra det modgående spor stopper så i nødsporet, krydser vejbanerne og midt autoværnet for at handle.
Det kan reelt ikke betale sig at overhale hele tiden, det er meget nemmere at finde og følge en hårdt kørende bus. Der er nemlig mange gamle og langsomme køretøjer i højre side, deres chauffører, der også mener sig meget hurtige, og trækker ud hele tiden, men bussen i bakspejlet får dem lyn hurtigt ind igen.
I Bucharest ender vejen som i gamle dage på Københavns vestegn, derefter må man igennem byen for at komme op imod Otopeni og lufthavnen, ringveje kendes ikke, kun trafik propper !

Praktiske oplysninger.

Rejsebøger og kort om Rumænien.
Vi havde tre bøger med hjemmefra, Politikkens Forlags "Turen går til Rumænien", en tysk rejseguide "Rumänien/Moldau" (Marco Polo ISBN 3-8297-3031-4) og Lonely Planet's bedagede "Eastern Europe" (ISBN 0-86442-611-9).
Alle er hver for sig udmærkede.
Den første lister hoteller ved seværdighederne, men kun der; den anden gennemgår en masse ting for udvalgte steder, samt indeholder et glimrende vejkort med de omtalte seværdigheder indsat.
Lokalt købte vi "România Atlas Rutier" (Amco Press ; Bucharest), der især udmærker sig med et godt stikords register over byer og landsdele.
Flere steder kan man købe engelsk sprogede bøger omhandlende de lokale seværdigheder, men man må forberede sig på, at museums skilte med videre kun er på rumænsk.
En ting savner man meget, en ordentlig liste over overnatnings muligheder, på det punkt farer man simpelthen ind i byerne og håber på det bedste.
Med hensyn til kort havde vi hjemmefra købt Kümmerly+Frey's 1998 kort "Rumänien-Bulgarien" i 1:800000, et ret "groft" kort at køre efter, men det bedste med hensyn til topografiske detaljer.
I de større byer kan man både i kiosker og på tankstationer købe bykort, en ret god ide !

Samlet vurdering.
Om vi ville gøre turen igen, JA; vi begik igen fejlen at ville se for meget på en gang, så alle byerne tåler et gensyn. Rumænien er utroligt spændende at rejse i, det har været en stor oplevelse, med erfaringerne kan det sagtens blive endnu bedre. Indrømmet, der skal ikke meget fantasi til, før der er lidt drengerøv over sådan en tur !
Rumænske turist brochurer siger " Come as a tourist, leave as a friend ", omend det ikke gælder på det personlige plan som sådan, så er der altså noget om snakken, man bliver nemt fascineret, og så er det kun 2½ times flyvning fra Danmark.
EU ? Ja her til nytåret 2007 blev Rumænien EU medlem, held & lykke med det, det falder vist på et ganske tørt sted.

Kort over turen i Transsylvanien.

Retur til Arnold's hjemmeside.

Du er læser nummer siden 01/01/2007.

Skrevet 01/12/2006 og revideret 09/02/2007